Søren Thomassen - 2010
Amsterdam kan være ulidelig varm. Selv de mange kanaler og de skyggefulde træer arbejdede forgæves mod den høje temperatur denne dag.
Vi var på en en en-dags udflugt fra den lille by Enkhuizen, som ligger en lille times togtur fra Amsterdam. Og et besøg i en storby betyder shopping. Nu var der ikke mange fotoforretninger, jeg fandt faktisk ikke en eneste, men der var til gengæld tøjbutikker og stormagasiner i rigt mål.
Da vi passerede et af slagsen forsvandt hun ind ad døren med en bemærkning om, at det nok ikke tog så lang tid. Sådan en besked var der flere mænd en jeg, som havde fået, at dømme efter de mange som stod og hang uden for det fine magasin.
Vi skulede lidt til hinanden og forsøgte at lade som ingenting.
Pludselig blev den sløve stemning brudt af et infernalsk spektakel. En gigantisk og motoriseret lirekasse kom ned ad gågaden og opslog midlertidigt kvarter lige foran stormagasinet. Manden som styrede apparatet sprang rundt og raslede med en bøsse i takt til musikken. Mange børn plagede deres mødre eller fædre om at få lov at give ham en skilling.
Hver gang en sang var færdig forsvandt manden om bag monstrummet og kort tid efter bragede musikken igen ud over gaderne.
Jeg blev nysgerrig og gik om bag ved for at se hvad der skete. Her lå alle sangene i en slag hulkort-system. Han tog en stak papstykker og satte den ene ende i maskineriet og hullerne aktiverede piber, trommer og truthorn.
Tilbage på min udkigspost – og stadig var hun ikke at se nogle steder – begyndte jeg så småt at døse lidt hen. Det er sådan et særligt talent, som mange mænd udvikler i løbet af ægteskabet. Evnen til at småsove i opretstående stilling er helt afgørende for at overleve de mange timer, som man kan bruge ventende foran ”Damernes Magasin”.
Men pludselig vågnede jeg ved en høj pigelatter. En lille pige på vel omkring otte til ti år dansede ind på pladsen foran den musicerende maskine. Hendes far var lige så aktiv mens han fotograferede alt og alle med sin nye iPhone 4.
Leicaen blev indstillet og jeg forsøgte at fange den lille piges dans, men det rigtige billede tegnede sig ikke rigtig i søgeren.
Efter lidt tid blev pigen træt, og da hendes far åbenbart også lige skulle et ærinde, blev hun parkeret foran en butik lige overfor lirekassen.
Vi stor på hver sin side af hjørnet og jeg tænkte, at kunne jeg da finde billedet af hende. Med Leicaen foran øjet bevægede jeg mig ca. en halv meter ud, så om hjørnet og i samme sekund stod hun knivskarpt tegnet gennem 50 millimeteren.
Jeg trykkede og trak mig tilbage og vidste, at her havde jeg noget, der var godt.
Det skønne ved at være en analog fotograf er, at man får lov til at gå i spænding i mere end en uge, før man for lov at se, om billedet også holder.
Jeg synes billedet holder og tegner en god stemning og et smukt portræt af pigen i samspil med omgivelserne.
Det var værd at vente på. Synes I ikke??
(Billedet er taget med Leica M6 TTL, Summicron 50 mm og Kodak Tri-X 400 ASA. Scannet med Epson V750 Pro.)
